Golfin mesterskabet 2004
Golfin Mesterskabet 2004 blev d. 13. august, afviklet i
strålende solskin på Hjarbæk Fjord Golf Center.
Vores hold bestod af 12 topmotiverede spillere, som havde investeret en arbejdsdag inden matchen på at prøvespille banen. Holdet overnattede i Hjarbæk's fine lejligheder, som ligger i flotte omgivelser midt på baneanlægget.
Mesterskabet spilles som individuel stableford match. Holdet består af 12 spillere, hvoraf de 9 bedste scorer er tællende i holdmatchen. Holdet skal udtages i en kvalifikationsturnering i hjemmeklubben, som i vores tilfælde var "Gl. Danskmatch" d. 26. juni. Holdlederen er udpeget af Centeret, hvilket var undertegnede.
Umiddelbart inden matchen skulle skydes i gang, blev vi, af matchledelsen gjort opmærksom på, at Lars Folden som junior, ikke kunne deltage. I matchproportionerne stod intet nævnt om denne regel, hvorfor der blev diskuteret heftigt i rimeligheden i at håndhæve en regel, som ikke var synlig for andre end matchlederen. Resultatet blev, at Lars fik lov at spille med, men at hans resultat ikke kunne tælle med i holdscoren.
Desuden måtte man ikke anvende caddier m.v., hvilket er højst usædvanligt. Et par ærgerlige episoder, som aldrig burde være opstået i et ellers godt og veltilrettelagt arrangement og som bør give stof til eftertanke i næste års udgave af mesterskabet.
Holdet gjorde en fin indsats i matchen og under frokosten, inden præmieoverrækkelsen, var vi rimelig sikre på en god placering. Holdet (9 bedste) havde scoret 311 point (34,5 i snit), så spændingen var stor. Det skulle dog vise sig at vi blev passeret med flere længder, ja – vel nærmest drivet ud. Vinder blev Hjarbæk Fjord med 343 point (38,1 i snit), hvilket var helt usandsynligt godt scoret.
Placeringerne fra 1 -7:
| 1. Hjarbæk | 343 point
| | 2. Skjoldenæsholm | 311 –
| | 3. Møn | 309 –
| | 4. Odense | 308 –
| | 5. Kalø | 306 –
| | 6. Århus | 304 –
| | 7. Blokhus | 266 –
|
Hjarbæk banen er meget fin stand, greens flotte, reelle og hurtige. Desuden er der nogle meget favorable tilbud på indkvartering, greenfee og forplejning, så hermed en opfordring til at besøge en rigtig god bane – tak til Hjarbæk for et par gode dage.
Skjoldenæsholm Golf Klub og Golf Centeret havde velvilligt stillet økonomi til rådighed, således at vores hold fik dækket udgifterne til broafgift og overnatning i Hjarbæk. Jeg takker, på holdets vegne, for den flotte gestus. Samtidig vil jeg tilføje, at det var en fornøjelse og en ære at være leder for et veldisciplineret hold.
Tak for indsatsen
Carsten Brandt |